Motorisk udfordret
- Er forsigtigt?
- Helst ikke går i højder?
- Ikke bryder sig om rulletrapper?
- Tit snubler eller falder?
- Har svært ved at stoppe mens han/hun løber (og måske løber ind i ting)?
- Ikke har tillid til ting, der knager?
- Ikke løber så stærkt?
- Har svært ved at lede efter ting, der er væk?
Nogle gange er det bestemte aktiviteter, som barnet har det svært med. Måske er dit barn ikke glad for at spille fodbold eller stikbold? Det kan være fordi, det er svært for dit barn at navigere på en bane med andre spillere.
Hvorfor kan fodbold være motorisk udfordrende?
For mange børn er fodbold en leg, og det er fantastisk for dem at få motion og spille rundt med bolden. Det kræver dog utrolig stor koordinering at skulle spille fodbold, så det er ikke unormalt, at nogle børn kan have svært ved den populære sport.
Du skal f.eks. have en god og dynamisk balance, og du skal holde øje med bold og med- og modspillere. Det er her, at nogle små fodboldspillere kan finde på at hvile midt på banen og lede efter firkløvere eller plukke blomster.
Børnene kan nemlig blive udfordrede, hvis der foregår alt for meget på én gang. Det kan kræve for meget af deres sanseintegration, og de har svært ved at finde rundt i og sortere indtrykkene, der kommer fra at spille fodbold.
Andre tegn på motoriske udfordringer
Det er også de børn, der konstant har skrammer på næsen. Når de falder, laver de flyverarme ud til siden og får ikke taget fra. Det skyldes, at sanserne ikke giver de rette inputs, og de bliver ikke organiseret.
Der er også børn, som hele tiden går ind i ting og andre personer. De kan ofte ikke fornemme afstanden fra deres egen krop til ting og mennesker omkring dem. Det kan også være et tegn på, at sanseintegrationen, og især balancesansen, ikke er afstemt optimalt.
Hvad er primitive reflekser og hvad kan man gøre?
De primitive, eller neonatale, reflekser er automatiske reaktioner, som en baby er født med. De kan ses som overlevelsesmekanismer, der skal integreres, så barnet selv kan udføre forskellige bevægelser – altså ikke af ren refleks, men ved en bevidst handling.
De primitive reflekser er typisk til stede i de første måneder af barnets liv, men de falder gradvist væk, når barnet udvikler mere avancerede motoriske færdigheder og centralnervesystemet modnes.
De mest kendte primitive reflekser er sutterefleksen, griberefleksen og mororefleksen (når spædbørn pludseligt spjætter med arme og ben), men der er også andre mere oversete reflekser. Fear paralysis er en primitiv refleks, som også omtales som frys/flygt/kæmp eller på engelsk “freese/flight/fight”-mode. Den opleves fx når børn går i et “frys”-mode, altså bliver handlingslammede i en situation, der af barnet opleves som skræmmende. Den kan også opleves ved at barnet går i “flight”-mode og fx sparker eller slår voldsomt, eller “flight”-mode, hvor barnet fx gemmer sig bag forældrene. Et tegn på at fear paralysis-refleksen er for aktiv er når barnet synes at være i en konstant meget opmærksom tilstand, hvor barnet hele tiden er på vagt og holder grundigt øje med omgivelserne. Det giver et stresset nervesystem, som skaber ubalance hos barnet.
Hvis de primitive reflekser er aktive i en senere alder, kan det være svært for barnet at udvikle sin motorik og modne sit nervesystem.
Behandling med sanseintegration kan styrke dit barn til at kunne håndtere alle de inputs, det får i løbet af en dag. Det kan hjælpe dit barn med at få styr på de primitive reflekser og dermed forbedre både motorik og udvikling.