Indre og ydre uro

Har du et barn, der observerer alt, kommenterer på alt, sidder og hopper i stolen, når I spiser eller banker benene ind i stolen eller bordet? Nogle børn har indre eller ydre uro, og måske har I oplevet nogle af følgende situationer:

  • Når I skal sidde og hygge i sofaen, går der ikke mange sekunder, før der er dømt hoppeleg, og barnet hopper i sofaen og kaster sig ned i puderne.
  • Barnet vil kramme, men krammet er så hårdt, at det nærmest tager luften fra jer.
  • Barnets arme og ben kører rundt og bliver brugt som trommestikker overalt.

 

Hvorfor kan børn have indre og ydre uro?

Mange af de urolige symptomer er selvregulerende adfærd, hvor barnet prøver at skabe ro i nervesystemet. Barnet prøver at få ro på sig selv gennem dybe tryk ved bl.a. at kaste sig ned i sofaen eller give et hårdt kram. Det giver vibrationer i kroppen og knoglerne, når benet bankes ind i stolen eller bordet.

Hvis dit barn også går og har meget lyd på ved at fløjte og sige sjove lyde, så kan det også være et tegn på selvregulering af nervesystemet.

Nogle af disse situationer generer jer måske ikke som familie og kan endda virke underholdende, men der kan være noget bagvedliggende, som ikke fungerer optimalt. Det kan senere vise sig på en anden måde, som f.eks. indlærings- og koncentrationsbesvær, når barnet når skolealderen.